DETTE INDLÆG ER EN HYLDEST TIL LIDENSKABEN. LIDENSKABEN FOR AT NÅ RESULTATER, NÅ MÅL OG BERIGE VERDEN OMKRING OS MED DET YPPERSTE AF DET YPPERSTE.
De sidste 2 uger, har jeg været en del af en lille sluttet kreds på 6 mennesker, som har gjort DERES for at gøre Nordjylland et sjovere sted at bo. Jeg har oplevet skribenter som i dén grad har lagt hele deres sjæl i at skildre historier så intenst, at man sidder med kuldegysninger og våde øjne. Jeg har oplevet fotografer, som har gjort deres til at ophøje fotografiet til en endnu større kunst-art end det i forvejen er.
Tænk sig at skulle fange skribentens ord og tanker, og få dem puttet ind i et billede, som du har under 1 sek. til at tage eller fange i øjeblikket? Det er en sand bedrift i sig selv. Når ordene er skrevet, og fotografen har genskabt stemningen i billederne af den omtalte person eller begivenhed, så kommer næste skridt: grafikeren… Hvis ikke grafikeren er ligeledes passioneret omkring sit fag, har øje for opsætningen af skribentens ord og fotografens billeder, så falder det hele til jorden, for så formidles historien ikke videre til modtageren sådan som det var både skribentens og fotografens intention, så for mig som grafiker ligger det største ansvar hos mig.
Det er min opgave at snakke artiklen igennem med skribenten, tygge på den, stille spørgsmål og FORSTÅ den… det allervigtigste i mit fag er, at FORSTÅ. Ikke blot at forstå faget, for det kan enhver idiot lære, men at forstå, at man skal have et sæt standarder der er ud over det sædvanlige. Man skal have PASSION, DEDIKATION og STANDARDER som ophøjer kunsten at layoute til en livsstil. Man skal være villig til at tage ansvar, chancer, og TRO på at det kan lade sig gøre! Man skal bare blive ved.
Ja – det er store ord, og det kan lyde prætentiøst og selvfedt, men så lad det dog lyde således – jeg er ligeglad.
Jeg er blevet kaldt “den grafiske verdens Gordon Ramsay”, og det er vist ikke helt tilfældigt, for jeg er villig til at indgå kompromisser på mange områder, men aldrig indenfor mit fag, og slet ikke indenfor det trykte medie.
I det store hele er grafikeren laveste fællesnævner. Han skal egentligt bare gøre hvad der bliver sagt, men behøver det være uden passion eller mening? Alle der har arbejdet sammen med mig, har været ved – på et eller andet tidspunkt – at rykke sig i håret eller slå hovedet ind i væggen pga. mine stålsatte vilje eller evne til at stille de mest kritiske spørgsmål, eller sågar være villig til at skabe en hel (for nogle helt unødig) debat omkring et emne – blot for at forstå det.
Folk kan til tider tro, at jeg er helt ude i hampen med mine idéer, men troen på mig selv, mit værd og mine kompetencer, har med årene gjort, at jeg nærmest vil gøre hvad som helst for at nå mine mål. Det har kostet en masse – javist – men det har (heldigvis) ikke altsammen været forgæves.
De sidste 2 uger, har jeg haft den udsøgte fornøjelse at arbejde sammen med teamet omkring Aalborgs nyeste livsstilsmagasin [et cetera]. Magasinet er skabt af en flok udbrydere fra Aalborgs andet magasin APPETIZE, hvor jeg også selv i tidernes morgen har arbejdet som grafiker. Folkene bag [et cetera] har givet mig muligheden for at være ADer på magasinet – en mulighed man bestemt ikke skal, eller kan, tage for givet.
Det er en mulighed som mange grafikere ville slå ihjel for, eller i hvert tilfælde vil give en højre arm eller mindre formue for. Så at stå i en situation som min forpligter. Det forpligter at du leverer varen, at du sætter dine standarder højt – rigtigt højt – og at du er bevidst om, at der er ikke noget der hedder 08-16 i den grafiske branche, hvis du vil noget med den. Man skal have forståelse for, og et ønske om, at krænge den sidste energi ud af kroppen, når det kræves – ligesom sportsfolk lige har gjort det under De Olympiske Lege. Der er ikke noget der hedder at du er træt, ikke gider, eller din overenskomst siger at…
Under færdiggørelsen af dette andet nummer af [et cetera] – et nummer som der er store forventninger til pga. det sublime første nummer – sad jeg eksempelvis på kontoret i 21 timer i træk sammen med fotografen Simon. Da de 21 timer var overstået, gik jeg hjem og fik 4 timers søvn, for derefter at stå op igen, møde på job og køre 44 1/2 timer i træk igen, til vi var færdige med alle artiklerne, annoncerne, ripningen af filerne og det hele var uploadet til trykkeriet.
Hvis man ikke opfatter dette som passion og dedikation, så skulle de møde vores chefredaktør Jeppe.
Manden arbejdede konstant fra tirsdag morgen til og med fredag morgen med artikler, møder, præsentationer og sad sammen med mig næsten alene de sidste 15 timer før magasinet var klart. Han er – som jeg – villig til at ofre sig, for at nå det ypperste… og det kræver timer, og søvnløse nætter.
Du når på et tidspunkt det punkt, hvor du har mest lyst til at sætte dig over i hjørnet og græde af udmattelse eller frustration over en skribent, blogger, fotograf eller bare en kunde. Du begynder også at vrisse af folk omkring dig, se dobbelt, svede, ryste eller sågar fryse – bare rolig, det er bare din krop der siger fra, og fortæller dig, at du lige så stille er ved at dø. Men som sportsmanden eller soldaten i krig, kan du ikke bare trække på skuldrene og lade stå til – du har en deadline at forholde dig til. Du er ikke sælger eller funktionær, som blot kan gå hjem – ansvarsløs – klokken 16, blot lade stå til og tænke at andre nok trækker din del af hamlen. Du er NØDT til at fortsætte, også når det bliver hårdt. Du KAN ikke give op.
Jeg befinder mig bedst i de trykte medier, som jeg har en mening om aldrig forsvinder, uanset hvor mange muligheder vi har eller i fremtiden får online. Der vil altid være mennesker som vil opleve glæden ved at få et nyt, glitrende magasin i hånden. Mærke kvaliteten og opleve historier skrevet, skildret og genskabt af mennesker med en faglig kompetence kontra de titusindevis af bloggere der findes indenfor snart alle afskygninger.
Mange tak for denne gang til Jeppe, Pia, Lykke, Simon og Anne.
De som ikke bare troede vi var sindssyge, og at vi fik svært ved at leve op til 1. udgivelse vil snart blive af en HELT anden mening, for det bliver ENDNU værre at leve op til 3. udgivelse. Vi har VIRKELIGT sat baren højt i Aalborg nu, og jeg kan ikke forestille mig at det kan gå galt.
HUSK:
Når du næste gang sidder med et magasin i hånden, er det resultatet af mange timers arbejde. Det er ikke flækket sammen på et par timer af en enkelt person som lige fik en fikst ide. Det kræver uendelige summer af både penge, tålmodighed og – ja, du har allerede gættet det: PASSION!
Læs magasinet online her
