En iPhone-bruger fødes…

Klokken var 09.52, og jeg havde på fornemmelsen at det ville blive nogle travle 4 timer.

Forud for alt dette havde en slutkunde sendt 500 iPhone 3Gs’er ud til 500 nye glade iPhone-brugere (eller… det endte vist med at blive 499 glade iPhone-brugere…***) som skulle have disse iPhones som arbejds-mobil.

Jeg skulle således stå for supporteringen af disse brugere de første 3 dage, hvis der viste sig at være problemer.
Der var lavet online vejledning til aktivering af telefonen, hvordan man oprettede sig med iTunes-konto osv. og dette var blevet gennemtestet igennem 9 dage for at sikre at der ikke var overset noget i vejledningerne. Et ret stort arbejde var blevet lagt i denne del også.

Som skrevet ovenfor ringede første slutbruger kl. 09.52 og havde lige modtaget sin iPhone 3Gs…
“Hej, Det er Hans. Nu skal du høre, jeg har lige modtaget sådan en iPhone, og nu skal jeg så lige have den aktiveret… Hvordan klarer jeg den?”

Ahem… der ligger sådan et visitkort med en webadresse på i din kasse, makker, men det havde ingen af de første ca. 25 set, for dem der havde pakket kasserne havde været så smarte at lægge visitkortet NEDERST i kassen, og hvor mange nye iPhone-ejere tager alt ud af kassen? Nej, der skal da pilles, rodes og rages ved den telefon – det husker jeg da udmærket godt selv…
Sådan fortsatte det frem mod kl. 14.00 – 4 lange timer – med gode råd og en sludder for en sladder, ønsken god jul og god weekend og tillykke med din nye telefon – men så meget reelt support blev det ikke til, for skidtet virker jo bare, men når man får en nybagt iPhone-ejer i røret som ikke ved hvordan han skal komme frem til hjemmeskærmen når han har fået tændt telefonen…
Det der “Slide to Open” giver åbenbart ikke mening for alle, eller også er vi bare nogle som har glemt hvordan det var at stå med den i hånden for første gang. (iPhone’en altså)

Een ting er 100% sikkert – jeg har talt med en masse glade mennesker idag, men mennesker som har været MEGET nervøse for om nu de brugte telefonen korrekt, gjorde som man skulle – “…og det der iTunes – hvad er det?”… og kun 3 kvinder havde mod til selv at ringe og spørge “dumt”, alle de andre havde sat deres sølle tekno-tumper af nogle mænd til at forestå hele opsætningen af telefonerne – hvilket det ikke altid blev bedre af.

Men… de nervøse kvinder – som faktisk havde mere styr på det end mændene – var blot bange for at gøre noget forkert og ødelægge noget (forståeligt), men de fik den venlige kommentar: “Kære frøken… Teknologien kan ved første øjekast virke overvældende, men jeg kan forsikre Dem om, at folkene i Cupertino har gjort det let for selv en kvinde at bruge!”

En ting dukkede dog op i løbet af mange af samtalerne, som kunne gøre selv den mest gnavne iPhone-supporter glad:
“Jeg skal lige høre dig: Nu da vi har fået den her iPhone, vil det så ikke være en god idé at købe en Mac også? fungerer de så ikke sådan lidt bedre sammen?”
Jeg kunne jo så desværre blot oplyse, at deres iPhone nok ikke kom til at virke BEDRE hvis den var tilkoblet en Mac, men jeg kunne da sige at de måske ville få mere glæde af den integration flere Mac-produkter byder på… og så varmer det jo altid en gammel Mac-fanatikers hjerte, når folk i den grad overvejer at “switche” – de slags er jo altid vidunderligt.
Jeg fortsætter mandag og tirsdag med at sprede glæde blandt de ny-oplyste…

*** denne sidste bruger mente at telefonen “kraftsparkme” var så umulig at finde ud af (efter ca. 1 times brug) at han havde tænkt sig at tilbagelevere den.

Reklamer
En iPhone-bruger fødes…