Jailbreaking… er det ulovligt?

Som helt ny eller kommende iPhone-bruger er der nogle grundlæggende ting der er fornuftige at sætte sig ind i.

Læser man et sted at det er ulovligt at ”jailbreake/unlocke” sin iPhone, tager man grueligt fejl.
Der er ingen lovgivnig, hverken i Danmark eller USA, der siger at det er ulovligt at ”jailbreake/unlocke” sin iPhone.

Mange forveksler fejlagtigt det at ”jailbreake/unlocke” sin iPhone med at gøre noget ulovligt, men det højeste man kan blive anklaget for ved at ”jailbreake/unlocke” sin iPhone er kontrakt-brud med den forhandler/udbyder man har købt telefonen af, da man i sin kontrakt (som regel) har forpligtet sig til at forbruge en vis mængde opkald, datatrafik mv. som man betaler for.

Udsnit fra Telia’s nyhedsbrev pr. 15. Feb. 2009:

“Der har været mange diskussioner om, hvad det vil betyde for ens garanti og reparationsmuligheder, hvis man jailbreaker sin iPhone.
Først og fremmest er der intet ulovligt forbundet med at ”jailbreake” sin iPhone, blot bortfalder den garanti, man ved købet af sin iPhone har fra Apple.

Men det betyder ikke, at du ikke har mulighed for at få repareret din iPhone hos din udbyder, hvis den går i stykker.

I Danmark er man ifølge lovgivningen sikret 2 års reklamationsret ved køb af en vare. Reklamationsretten frafalder ikke, selvom en iPhone bliver jailbreaket, da man skal påråde sig reklamationsretten overfor sin udbyder og ikke Apple…

Den ret Apple påråber sig ifbm. ”jailbreak/unlock”, er retten til at frasige sig ”support” af iPhonen, forstået på den måde, at de garanterer, at bruger du kun Apple-certificerede produkter i din iPhone, så fungerer den 100% som de har forudsagt. Grunden til at Apple kan gøre dette, er at man omgår eller helt fjerner den restriktive kode som Apple har lagt ind, og denne kode er copyrighted, så fjerner man den, kan de frasige sig garantien, men det kan udbyderen ikke.

Lægger du derimod programmer ind fra 3. parts udbydere, som ikke er godkendt af Apple (produkter godkendt af Apple kan kun købes i Apples egen online-butik) vil Apple ikke forestå supporten af disse.

  • Vi kan sammenligne med at du har købt en PC der kører Microsoft Windows XP, og du bestemmer dig for at installere AntiVirus-programmet ”Bullguard”, som rigtigt mange danske virksomheder benytter som anitivirus, spamfilter og internet-sikkerhed.

”Bullguard” har ingen Microsoft Certificering, og derfor heller ikke omfattet af nogen Microsoft-garanti…

Det er samme ”problemstilling” du står med ifbm at ”jailbreake” din iPhone.

Hvad er Jailbreak?
Jailbreak er den proces der gør det muligt at opnå skrive- og læserettigheder til filsystemet på sin iPhone. Det gør det muligt selv at lægge filer på sin iPhone, og eks. bruge den som usb-lagringsmedie/ ekstern harddisk (og tage backup af dem der ligger der, inden man foretager sig noget med dem).

Når man køber en iPhone har den allerede nogle få programmer installeret, men Apple har ikke ”givet lov til” at installere de tusindevis af programmer der allerede nu er lavet – iPhonen er låst til Apple’s systemer og programmer, det man i USA kalder ”in jail” (i fængsel) og man er hermed afhængig af Apple, Deres programmer, godkendte video og musikformater.
Ved at lave et såkaldt ”jailbreak” får man sin iPhone ”befriet fra fængsel”, og man har derfor mulighed for at købe og installere nye programmer og spil fra andre steder end blot Apple’s egen AppStore.

Man har ligeledes mulighed for at lægge andre musik- og videoformater ind på sin telefon, end dem der er underlagt Apple’s restriktioner. Som eksempel kan en standard-iPhone ikke køre video-formaterne avi og divx, som mange kender, men kun Apple-formaterne m4v og mp4, og Apple’s standard musikformat hedder AAC og Apple Loss-kodning.

Unlock
iPhone kan fra ny kun bruges med den operatør den er låst til. Før den kan bruges med andre operatører skal den først have fjernet operatør-låsen. Det er denne proces kaldes unlock. Unlock kan klares med programmer som Anysim, Blackra1n og PwnageTool.

Unlock er, ligesom Jailbreak, ikke ulovligt – det er allerhøjst kontraktbrud med den forhandler/udbyder du har købt telefonen hos, hvis denne i kontrakt-form har bundet dig til at overholde visse restriktioner ifbm. abonnement eller kun  at bruge Apple-certificeret software på din telefon.

Har udbyderen ikke udstukket sådanne restriktioner, er du fri til at bruge din telefon som din egen private telefon og som du lyster…

Fordele og ulemper…
Man kan diskutere fordele og ulemper i evigheder, da det er forskelligt hvordan folk bruger deres telefon.

Nogle vil ikke få brug for andet end de programmer der ligger på den fra starten, og andre vil have lov at bruge den som en ekstra lille bærbar.

Personligt er min iPhone jailbroken, men det betyder ikke at jeg har hackede eller crackede programmer på den. Det betyder blot, at jeg kan lægge filer, film og musik ind på iPhonen i andre formater end den er designet til fra Apple, og dette er noget jeg har brug for i dagligdagen.
Eksempelvis har jeg brug for at lagre dokumenter på den… det kan være min forskuds eller årsopgørelse, så jeg altid lige har den ved hånden, det kan være mine lønsedler i elektronisk format, udtalelser ifbm. forhandling af arbejdsopgaver, PowerPoint-præsentationer mv., og dette giver Apple som udgangspunkt ikke lov til, med mindre du tilkøber deres mobileMe løsning til 619,- årligt, så ved at Jailbreake min telefon, kan jeg nu bruge den som ekstern harddisk/USB-stick og lægge filer ind på den.

Dette hæmmer på ingen måde min iPhone’s oprindelige funktionalitet – tværtimod – det har udvidet funktionaliteten langt ud over hvad man kan forestille sig, og desuden viser tallene fra de kloge, at de arbejder 15% hurtigere når du bruger den, og 20% hurtigere på nettet, når den er Jailbroken, og den ekstra restriktive kode er fjernet.

Eneste  lille “hick-up” som nogle vil opleve, er dem der har en iPhone fra efter uge 40/41 2009. I deres telefoner sidder der nemlig en ny “bootrom” som Apple skiftede i ugerne 40/41 2009, og denne gør, at du ikke kan tænde din telefon igen uden at være i nærheden af en computer, hvis du har haft den slukket 100%.
Nu har jeg ikke dette “hick-up”, da min telefoner fra uge 31 2008, men jeg anser det heller ikke for værende noget problem for folk med telefoner efter uge 40/41, da jeg personligt ikke har haft slukket min telefon i over 200 dage, og folk der render rundt og slukker deres telefon konstant, hænger nok ikke lige på træerne, når vi taler iPhone-brugere. iPhone brugere er jo tit, ligesom Mac-brugere, folk der har brug for at kommunikere med andre konstant, synkronisere hele tiden med forskellige ting, og denne trådløse og problemfri synkronisering går jo ligesom fløjten, hvis man konstant render rundt og slukker sin telefon.

Opfatter man sin iPhone som “bare en telefon”, som man kan ringe og SMS’e fra, så vil jeg personligt anbefale at man leverer den tilbage hurtigst muligt, for så er du slet ikke minded for at eje det som Steve Jobs i 2007 kaldte: “A phone, an iPod and an internet communicator, all in one device”… så skal du blot vende tilbage til din Nokia 2330 Classic eller noget SonyEricsson… du skal ihvertilfælde ikke frarøve andre muligheden for at få en iPhone…

Reklamer
Jailbreaking… er det ulovligt?