Ugens Rant: Stress

Gallup har foretaget en rundspørge blandt 1.140 personer, som viser at hver 4. dansker siden 2005 har følt sig så stressede at de har opsøgt en læge for at komme problemet til livs, og i samme periode har 8% taget medicin mod stress.

Gud fader bevares…
Nu skal man bestemt ikke neglicere stress, for jeg har selv prøvet det, og mennesker tæt på mig har også prøvet det, MEN… er det ikke snart ved at være en undskyldning for at slippe for at møde på arbejde, og så holde lidt “me-time” istedet?

Gud bedre det, at der findes jo altså mennesker med stress, men at sige at ca. 25% af befolkningen lider af det, og ligefrem kalde det for en “folkesygdom”, det er jo helt ude i hampen!

Jeg er ved at være så siiiiiiindssygt træt af folk som absolut ingen arbejdsmoral har. Ikke kan finde ud af at møde på arbejde. Ikke kan finde ud af at møde til tiden. Og… når de så endeligt er der, så skal de ligefrem belønnes for at komme.

Jeg fik her i ugen smidt en kommentar i hovedet: “Frandsen; du har simpelthen ikke for 5 flade ører forståelse for menneskers følelser på arbejdspladsen”, og hun havde sikkert ret.
Jeg kan simpelthen ikke få ind i hovedet, hvordan det er det danske erhvervsliv opererer nu til dags.

Idag skal du have en løn på ca. kr. 20.000 om måneden.
Derudover, skal du have provision, eller bonus, hvis du yder mere end der er forlangt af dig.
Dertil skal du så have et tillæg pr. kvartal, fordi du har gidet gøre dig den ulejlighed faktisk at møde op til tiden, når du skulle tjene dine kr. 20.000.

Som om dette ikke var nok, så skal der sandeligt også motivation til, for at du gider møde op, tjene dine kr. 20.000 + bonus + tillæg… jow jow – der skal da også diskes op med gavekort, mobiltelefoner, weekendophold eller hvad f….. man nu kan finde på at vride ud af sin arbejdsgiver.

Mens man så tæsker afsted, for at opnå løn, tillæg, bonus, gavekort og weekendophold, så bliver man træt – man bliver MEGET træt. Man bliver faktisk så træt, at man mener at man bliver SYG!?!? Og når man er syg, så skal man jo have en diagnose, og den kan nærmest ikke være gruopvækkende nok.

Man skal jo helst være maniodepressiv med hang til selvmordstvangstanker, samtidigt med at ens chef, som naturligvis er en rigtigt modbydelig satan, skal tale pænt og blidt til en for man ikke får et nervesammenbrud og sygemelder sig på ubestemt tid.

Formyndersamfundet i Danmark har betydet, at hvis der går noget galt i ens liv, så er det samfundets (eller chefens) skyld – det er da i hvert tilfælde ikke vores egen, fordi vi har haft travlt med at jage bonus, tillæg og gavekort. Vores stresstærskel er simpelthen blevet lavere – vi er blevet mere pylrede.

Hvis man på en søndag med regnvejr har været i Netto, og da man går ud af døren, så falder bunden ud af ens poser, så sætter man sig ned og græder på trappestenen indtil ambulancen kommer.
Så bliver man kørt på hospitalets traumecenter, hvor man indstilles til livslang pension, fordi man har været ude for en meget voldsom oplevelse.

Hvad i alverden er det for noget?
Mon ikke blot hver 2. af de hver 4. mennesker der tales om i den undersøgelse, blot skulle tage sig sammen, stå op om morgenen, være glade for de har et job, møde til tiden, gøre deres indsats, lukke røven om at have mere travlt med alle andre mennesker end dem selv, holde fokus på det de skal, sig selv og deres familie – og så ellers bare nyde livet mens de har det, og så undlade at rende til lægen for at få påhæftet en eller anden mærkat, hvorpå der står, at de gerne må møde op på jobbet, ligne lort, brokke sig hele dagen, have ondt af sig selv – og at det hele så ellers er alle vi andres skyld, og ikke deres egen.

Fortsat god Pinse.

Advertisements
Ugens Rant: Stress