Opsang til ungdommen…

Commodore64

Sæt jer ned, kære børn, så skal jeg fortælle om hvordan livet var før i tiden. I vil ikke tro Jeres ører, men det er alt sammen sandt

Før i tiden havde vi en (1) Dansk TV kanal (DR) som sendte fra kl. 17.00, 2 svenske og en norsk (når der var godt vejr!).

Tegnefilm var “Linjen”, og det var det eneste der fandtes, og klokken 22.00 blev skærmen fyldt med prøvebillede.

Dengang gik man hen til TV’et hvis man skulle skifte kanal, for fjernbetjening fandtes ikke, så man havde intet valg.

Når der blev sendt noget i langsom gengivelse, blinkede et “R” i hjørnet af skærmen, så alle var med på at det var en gentagelse, og det hele ikke skete igen – bare langsommere.

Mobiltelefon? det var der ingen der havde, så havde man forladt huset, kunne man bare ikke træffes.

Skulle man selv ringe, så var man ved at vride fingeren af led, for der fandtes ingen knapper på telefonen, men en skive som man skulle dreje på, og bag hullerne i skiven fandtes tallene.

Det var også dengang det hed “MovieBox”, for video havde de færreste, så man lejede en “MovieBox” når man hentede VHS-båndene i den næste kiosk.

Vi havde også noget der hed grammofonplader (eller vinylplader).
Det var 12″ store flade skiver som man satte på sin pladespiller, og så var der en nål der læste lyden.

På alle drengenes vægge sad Samantha Fox, og alle pigerne havde en terning med farver på som man kunne vride rundt i alle retninger for at løse mysteriet og få ens farver på alle sider. Når man havde løst mysteriet, hvad skete der så?

Min første computer havde 64kb hukommelse, og surfing var noget man gjorde på vandet.
Alle spil skulle loades in fra kassettebånd, og det tog 25 minutter hvis alt gik godt.

Der fandtes ikke e-mail. Man havde papir og noget som hed en blyant, når man skrev til nogen.

Dem der havde hul i øret, var dem der var homoseksuelle

Nu føles det som om jeg er en rigtigt gammel mand, og jeg tror det knapt selv, men historien er sand

Reklamer
Opsang til ungdommen…