Hvad er fattigdom i dagens Danmark?

Efter Özlem Cekic’s fatale brøler med bistandsklienten der havde større rådighedsbeløb end en almindelig gennemsnitsdansker, raser debatten i Danmark om hvem i det danske samfund der har det værst.

Spørgsmålet er måske ikke så meget “hvem der har det værst”, men om hvorledes  kommunerne, fagforeningerne, arbejdsgiverne og resten af det danske samfund behandler mennesker “i nød”. Det er nok derhen debatten skal drejes.

Nu kommer her i sønderrivende fortælling om en ganske almindelig lønmodtager, hvis hverdag faldt fuldstændigt fra hinanden, da virksomheden han arbejdede for lukkede og slukkede. Hovedpersonens navn er mig naturligvis bekendt, da jeg har haft ham på nærmeste hold igennem hele denne “rejse i uduelighed” som samfundet ligger for dagen.

Lad os bare for nemhedens skyld kalde ham “Jørgen”, ligesom den onde bror fra Kim’s reklamerne.

Det starter omkring juletid i 2010, hvor Jørgen er på job, og hele virksomheden kaldes sammen til informationen om, at virksomheden er lukningstruet pga. faldende omsætning. Så tak, mand… sikke en julegave at få!

Jørgen er fortrøstningsfuld, for det handler jo om at løfte i flok, og kollegerne har tilkendegivet, at de vil gøre alt hvad der står i deres magt for at hjælpe til med at redde virksomheden som giver mad på bordet til alle, så han holder stille og roligt juleferie.

6. januar, første dag på job efter ferien, sprænger bomben: Virksomheden lukker, og de ansatte (eller – de 2 der havde valgt at møde op efter ferien) får at vide, at der ikke vil blive udbetalt løn i opsigelsesperioden, men får også at vide, at de ikke fritstilles. Dermed kan de se frem til en 3 mdr. periode uden løn, som derimod skal søges igennem Lønmodtagernes Garantifond.

“Arh… tænker Jørgen… det kan jo ikke passe, for der er vel et sikkerhedsnet. Specielt med alle de konkurser der finder sted i Danmark for tiden…, så Jørgen er stadig fortrøstningsfuld, og henvender sig hos sin fagforening.

“Jamen, du er jo ikke ledig”, er meldingen… Nej, det er han jo ikke, men nu har han jo betalt i dyre domme til sin fagforening af en grund, eller…???
“Nej, så længe du ikke er ledig, kan du ikke få hjælp. Og stopper du på job i din opsigelsesperiode, får du karantæne… så vores råd er, at du møder på arbejde i hele din opsigelsesperiode, og henvender dig på kommunen i stedet – de SKAL hjælpe dig i din situation!”

KOMMUNEN? Gud fader bevares…. Nå… men Jørgen trasker så på kommunen, og får en 7 siders banket han skal udfylde. da han afleverer den, får han at vide, at der er en behandlingstid på min. 14 dage, og han derefter vil få svar.
Jørgen tænker at det var da vildt nok, men slår sig til tåls med, at 14 dage alligevel jo er inden han skal betale regninger næste gang, så det går nok.
Alt imens møder Jørgen på arbejde som normalt.

Efter 14 dage, hvor der stadig intet nyt er fra kommunen, henvender Jørgen sig og spørger hvad der sker. “Ja… altså… du kan jo ikke få kontanthjælp, da du er i arbejde, og dermed ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet eller kan tvangsaktiveres, men du kan få det vi kalder “Starthjælp” på 4.600,-…”

“Hmmm… det var godtnok ikke meget”, tænker Jørgen, men det er da nok til huslejen i hvert tilfælde, så det går nok – endnu en gang.

Problemet er nu bare, at de blanketter som Jørgen har udfyldt, er til kontanthjælp, og ikke starthjælp, så Jørgen må lige igennem 14 dages behandlingstid igen.
Nu begynder det at trækker tænder ud, for man nærmer sig den 1., og der skal betales regninger. Jørgen oplyser naturligvis dette, men får den melding, at han så må bede om “henstand” for husleje, banklån, vægtafgift og den slags… kommunen kan ikke rigtigt gøre noget.

Hverken Jørgens udlejer eller bank er særligt forstående, så istedet trues han med bål og brand, hvis der ikke kommer orden i sagerne. De har naturligvis “forståelse” for situationen, men det er jo ikke deres opgave at hjælpe – det er jo kommunens…

Den 16. februar, er der nyt til Jørgen. han får en opringning fra kommunen, som ikke kan forstå, at Jørgen har fået at vide, at der var så lang behandlingstid, for når det drejede sig om akutte tilfælde som dette, så skulle der ske noget her og nu… Jørgen kan komme ned samme dag og skrive under på at han er tilbagebetalingspligtig for starthjælpen, og de vil således forefindes på hans konto dagen efter. Jørgen tager tidligt fri fra arbejde denne dag, for at nå at komme på kommunen.

Næste dag er der penge på kontoen: 178,10…. ??? A’hva?
Ja, altså… der skulle jo lige betales skat, og så skulle der trækkes børnepenge, så dette var hvad der blev tilbage.

Jørgen begynder nu at blive lidt halv-panisk, for rykkergebyrerne vælter jo ind, og hvad der før var en forholdsvis ok økonomi med et rådighedsbeløb på 3.500,00 om måneden, begynder hastigt at ligne et RKI-tilfælde.

Jørgen kontakter kommunen, for at høre, om dette er hvad han kan forvente af hjælp de næste 3 mdr.?
– “Nej, dette er jo kun starthjælp… det får du kun 1 gang.”
– “Jamen, hvad så næste måned?”
– “Ja, der kan du ikke få nogen hjælp, for det er du jo ikke berettiget til…”
– “…og hvad så? Jeg har børn der skal have et sted at være, madpakker der skal smøres, og der skal mad på bordet?!?”
– “Jamen, hvis det er tag over hovedet der er et problem, så skal kommunen nok træde ind og hjælpe, for der kommer du blot herned og får en henvisning til et herberg”
– “MED BØRNENE PÅ SLÆB???”
– “Det er de muligheder der er!”

… nu er Jørgen efterhånden knapt så fortrøstningsfuld omkring det danske samfund, for ud over at kommunen nægter nærmest al hjælp, så trækker sagen hos Lønmodtagernes Garantifond ud, og en løsning ventes pludseligt ikke før oktober/november…

Jørgen lever nu af at spise hos sine forældre, som heldigvis bor lige om hjørnet, men de er begge pensionister, så de har jo heller ikke “kassen” vel?
Når børnene er på besøg hos Jørgen hver anden weekend, er der farmor der står for bespisningen, madpakkerne og underholdningen…

Regningerne vælter stadig ind, og Jørgen er nu under så stort psykisk pres, at han griber efter alle strå der kan hjælpe, for nu truer Elforsyningen med at lukke for strømmen, da den regning jo heller ikke har kunnet betales… 2 uger går, og Jørgen får lukket for strømmen i sin lejlighed… så kan han sidde der og kukkelure… men heldigvis er det jo lyse aftener, så man kan jo læse et godt stykke ud på aftenen. Mobiltelefonen, som bruges som vækkeur bliver opladt i vaskeriet, og det samme gør den bærbare, når han skal checke mails fra kommunen osv. Alt i alt ikke en HELT fornøjelig tilværelse.

I 3 mdr. må Jørgen undvære penge – TOTALT – og eksisterer faktisk KUN i kraft af sine forældre, som leverer mad mv. dagligt. Jørgen sælger i panik sin bil for en slik (4.000 kroner) for at kune betale endu en måneds husleje.

Jørgen har oplyst kommunen om situationen, men der er ingen hjælp at hente, og han har endda fået sin udlejer til at kontakte kommunen, således de kan forstå, at den er helt gal, og at Jørgen faktisk risikerer at blive smidt på gaden om 2 mdr.

Så sker det vanvittige: En lørdag morgen i maj kl. 06:50 hamrer det på døren…

Jørgen har sin datter på besøg, da sønnen er til sportsstævne i udlandet, og tror i første omgang, at det er naboens spritstive kammerater der er kommet hjem, og har valgt forkert dør.

“Det er inde ved siden af!”, råber han fra soveværelset og ud i entreen. Hamren på døren bliver nu kun kraftigere… “Hallo, din idiot!”, skriger Jørgen, mens han tager tøj på for at åbne døren og give den spritstive nabo-kammerat sin uforbeholdne mening… Jørgen går ud i entreen og flår døren op. “Nu skal jeg kraftsparkme sige d…”, og så bliver der stille!

Udenfor døren står en betjent og en kommunal sagsbehandler, og nede på afsatsen står endu en betjent og 2 kommunalt ansatte. Jørgen bliver kri-hvid i bøtten…

“Goddag… vi kommer fra familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, og har et par spørgsmål til, hvorledes du er i stand til at forsøge dine børn under de nuværende forhold?”

Kommunen havde naturligvis (med rette) undret sig over hvordan Jørgen i det hele taget kunne forsørge børn i en lejlighed uden strøm, uden mad og uden indkomst overhovedet… og så med udsigt til at blive sat på gaden 3 uger senere…det måtte jo være vanrøgt?

Jørgen forklarer hvorledes han understøttes af sine forældre, og dette slår kommunalfolkene sig i første omgang til tåls med, da han ellers stod til prompte at miste alt samvær med sine børn pga. situationen. Han får sågar udleveret en folder omkring hvordan han skal forholde sig, når han 3 uger senere skal være fraflyttet lejligheden. Hvilke herberg osv. han kan kontakte…

Jørgen har i mellemtiden søgt ny lejlighed, for kommunen anser ikke Jørgens situation som noget uforudset.

Han har jo har været bevist om, at han ingen indtægt har haft i 4 mdr., og derved ikke har kunnet betale sine udgifter, og derved kan det ikke komme som nogen overraskelse, at han ryger på gaden – derfor vil kommunen ikke hjælpe.

Jørgen har fundet en lejlighed – den eneste der kan erhverves med 3 ugers varsel – og søger kommunalt indskudslån til denne. Han får afslag, med begrundelsen om, at da kommunen kan se, at han ikke i overskuelig fremtid vil få behandlet sin sag hos Lønmodtagernes Garantifond, og stadig ingen indkomst har, er det kun et spørgsmål om tid, før Jørgen står i samme situation igen.

Nu er Jørgen VIRKELIGT desperat!

Han låner – på det “grå marked” – 22.000 kroner til indskud og husleje den første måned, med “pant” i de formodede penge fra Lønmodtagernes Garantifond, og fraflytter sin lejlighed den sidste dag før Fogeden kommer og sætter ham på gaden.

Jørgen sidder idag i denne lejlighed til 6.000 kroner om måneden.
Han har en månedlig  indtægt før skat på 10.000 kroner, så der er et rådighedsbeløb på ca. 1.300 kroner.

For disse 1.300 SKAL han

  • betale 2.100 kroner i børnepenge
  • have buskort hver måned til 348 kroner
  • betale internetadgang for 249 kroner
  • betale el for 179 kroner
  • købe ind til mad og madpakker, når han har børnene – det er gerne omkring 300 kroner for de 4 dage de opholder sig hos ham hver 2. uge
  • betale fagforening og A-kasse for 419 kroner

… og man skal jo også formode, at han gerne vil have mad når børnene ikke er der, have råd til kaffe og en småkage fra tid til anden, eller andre “fornøjelser” som almindelige danskere tillader sig…

Hvordan kan man – med Jørgen in mente – vove at påstå, at en bistandsklient i København er FATTIG, når hun har fladskærms-TV, hund og sidder i en lejlighed i det indre København til 7.400 kroner om måneden med et rådighedsbeløb på ca. 5.100 kroner? 166 kroner om dagen…

Jørgen har ca. 50,- om dagen. – og det er vel at mærke FØR han har betalt alle “fornødenheder” i sin hverdag!
… og nu kommer Julen… hvad så?

Advertisements
Hvad er fattigdom i dagens Danmark?